Turen går til Malaga

Turen går til Malaga

1. uge: Elever fra HHX har i november 2016 været i Spanien gennem ERASMUS-programmet. Her kan du læse deres egne rejseoplevelser i den første uge.

REJSEARTIKEL: UGE 1

Søndag – día 1

Vi drog afsted til Malaga fra Svendborgs rutebilstation kl. 15.03.

Undervejs havde vi nogle komplikationer i forhold til vores rejsegennemførsel. Vi startede rejsen med at 2 elever havde misset deres færgeafgang fra Ærø, og derfor ikke kunne nå toget sammen med os andre.

Heldigvis nåede de det lige i rette tid, så vi alle sammen kunne følges ad.

Vores tog fra Københavns Banegård til Kastrup lufthavn var aflyst og det medførte en forsinkelse i vores ellers stramme tidsplan.

Heldigvis havde vi nogle kloge IT-dygtige drenge, som i forvejen havde checket os ind i lufthavnen, så det bare var bare vores kufferter i lufthavnen vi skulle aflevere.

Så stod det ellers bare på at finde noget hurtigt mad og finde gaten.

Vores fly lettede kl. 19:55 og heldigvis fandt de sidste elever også gaten inden boarding.

Herfra stod det på lidt over 3 timers flyvetur til Malaga.

Vi var alle meget spændte på at møde vores værtsfamilier, og se hvor vi skulle bo. Men vi var også supertrætte og vi blev hentet af vores familier om natten omkring kl. 1.

Det blev ikke til den helt store præsentation for sengen kaldte.

HHX - Studieophold i Spanien 2016

HHX - Studieophold i Spanien 2016

HHX - Studieophold i Spanien 2016

Mandag – día 2

Dagen var en meget spændende og udfordrende dag.

Vi havde en mundtlig aftale med Marina om, at vi skulle mødes kl. 11 på la Calle Plaza de Toros.

Vi fandt alle ud af hvilken side vi skulle tage bussen fra og at bus 11 og 3 kørte forbi tyrefægterarenaen. Vi nåede frem uskadte og i god behold. Dog har vi aldrig oplevet en så proppet bus, og i så hurtigt tempo rundt i de små og vinklede gader.

Vi alle 14 elever minus Tobias (var kortvarig væk) kom på en guidet tur rundt i Malagas gader. Rundturen varede ca. fra kl. 11:15 til 12:30.

Efterfølgende havde vi noget fritid indtil vi skulle i skole i Debla-skolen kl. 15.

Tiden brugte vi på at kigge rundt og finde ud af hvad Malaga havde at byde på og finde et spisested.

Vi endte op, nogle stykker, på Pans, som lever af at sælge sandwich og hvor var de også bare gode. Det er den bedste og mest saftige kylling vi nogensinde har smagt.

Efter vores maver blev fyldte og vores sukkerbehov var dækket gik vi op til skolen.

Skolen er en sød lille fin hvid bygning, som rummer små lokaler. Vores spansk hold blev delt op i 2 hold i 2 forskellige lokaler med 2 forskellige lærere. Det var de sjoveste spansktimer vi nogensinde har prøvet. Vi skraldgrinte timerne igennem. Vi føler også at de fik os til at forstå hvad de sagde til os.

Deres læringsmetoder er langt anderledes end vores hjemme i Danmark. De var meget mere levende, i bevægelse og spruttende end de ellers almindelige danske lærere vi har haft gennem årene. Det var ret forfriskende.

Dagen var alt i alt super hyggelig og lidt grænseoverskridende. Heldigvis havde vi nogle rigtige søde værtsmødre der sørgede for mad og husly til os.

Dagen gik også med at købe klippekort til bybusserne, så vi slap for at havde vekselpenge (småmønter) og samle mod til at føre en samtale med den lokale befolkning.

Vi er blevet nok så overrasket over, at det er lovligt og muligt at presse så mange mennesker ind i busserne og over hvor mange mennesker der egentlig bor i Malaga.

HHX - Studieophold i Spanien 2016

HHX - Studieophold i Spanien 2016

HHX - Studieophold i Spanien 2016

Tirsdag – día 3

Vi er i dag mødt direkte i skole, fra kl. 09 til 13.

I skolen lærte vi blandt andet at beskrive noget om et objekt der stod i forhold til et lokale eller en location.

Vi læste også nøgletal om Spanien, som f.eks. hvor mange indbyggere og antal af religioner der er.

Da skolen var slut mødtes vi med Marina, som vi havde aftalt at tage en frivillig tur til Torremolinos med og inden da fik vi paella af Debla-skolen.

Vi tog afsted 7 personer inklusiv Marina. Vi tog metroen til Costa de Rica, til de smukke hvide og bredde strande med den smukkeste udsigt vi nogensinde har set.

På stranden badede vi og lå og solede os. Sidst på eftermiddagen valgte vi at finde en restaurant at spise på og sluttede en dejlig dag af med at spise en is på vej tilbage til metroen.

Vi er lidt overrasket over hvor mange turister, der besøger Malagas gader hver dag også uden for feriesæsonen, og hvor meget de egentlig lever af turister.

Onsdag – día 4

I dag har vi været i skole i 4 timer.

Vi har prøvet at skrive et udkast til et postkort på spansk. Vi skulle beskrive vores ophold her i Malaga, hvordan vi ser Spanien og hvad der er anderledes.

Efter skolen havde vi en opgave i byen. Vi skulle rundt i byen og løse en masse forskellige opgaver. Fx skulle vi tage billeder af et dyr, nogle turister, en flamingo-kjole og udover det løse nogle spørgsmål i samarbejde med de lokale.

Da opgaven var løst endte et hold med en delt 1.plads og 12 rigtige svar J

Efterfølgende valgte vi, nogle piger, at spise på et mexicansk spisested og gå rundt i byens gader og kigge i butikkerne indtil kl. 18:30. Derefter var vi meget trætte og valgte at tage hjem til vores værtsfamilier.

Torsdag – día 5

I dag mødte vi i skolen kl. 09 og var der i 2 timer. Efterfølgende fik vi en opgave af skolen, som vi skulle løse 2 og 2 sammen.

Opgaven gik ud på, at vi skulle beskrive og tage billeder på et af deres madmarkeder. Fx tog vi billeder af anderledes frugter/grøntsager, som vi ikke har i Danmark.

Madmarkedet er meget anderledes end vores danske markeder. Her solgte de både kød, fisk, skaldyr, frugt og grøntsager på et og samme sted og det var lidt af en oplevelse.

Da opgaven var løst havde vi 1 ½ times pause og så var det tid til frokost. Da tiden var gået var det tid til en fælles fotokonkurrence.

Fotokonkurrencen gik ud på at tage 4 gode billeder, som kendetegner Malaga, og vinderen fik en gave, når konkurrencen blev afklaret. Så det var rigtig spændende!

Vinderne af fotokonkurrencen.

Vinderne af fotokonkurrencen.

Fredag – día 6
I dag er det fredag og vi glæder os til weekend.

Vi har i dag tilbragt tiden sammen i skole fra. 09-13.

Vores favoritlærer er helt sikker Juan. Vi elsker simpelthen hans humor, og han forstår lige at gøre undervisningen sjov og lærerrig.

Han og de andre er ikke bange for at lave grin med os og det som vi siger. Generelt set er skolegangen helt anderledes end vi ellers kender til i Danmark og det er super lækkert.

Efter skole havde vi en fælles aktivitet på stranden. Aktiviteten gik ud på, at vi skulle spille beachvolley. Vi medførte nogle komplikationer.

Dels har vi fundet ud af, at man ikke rigtig informerer i detaljer om ens planer, men kun delvist. En del af os fandt aldrig rigtig ud af hvorhenne på stranden vi skulle mødes, og hvad dagen egentlig skulle bruges på.

Det har vi, som en dansker, lidt svært ved at forholde os til, da vi selv er mennesker, som skal kende alle informationer og korrekte tidspunkter.

Det er vist også meget typisk dansk gerne at ville være velinformeret og punktlig!

En anden kulturel oplevelse vi har fået, mens vi har været her i Malaga, er, at man kan købe toastbrød uden kanter, som allerede er skåret af. Det har vi aldrig set før.

Først troede vi bare at vores værtsmor var sød at skære kanterne af, men nej, det kan åbenbart købes sådan!

Dagen var alt i alt rigtig hyggelig, og sikke nogle lækre badestrande, som vi bor maks. 5 minutter fra.

Turen er super god for os og vi bliver mere åbne menneske og mere spontane. Vi er superglade for, at vi tog os mod til det og tog med J

Vi skulle også i dag desværre sige farvel til Marina, hvis ophold var slut og det derfor var tid for hende at rejse hjem til Danmark. Men heldigvis kom Helle-mor, så det hele skal nok gå og vi skal nok komme til at hygge os de næste par uger.

Lørdag – día 7

I dag var vi i Granada og besøgte et af de mest berømte og bedst bevarede paladser i Spanien, ”Alhambra”, som blev bygget tilbage i 1200-tallet til maurerne.

Paladset er knap 700 år gammelt.

Det tætteste vi kommer i Danmark på gamle velbevarede turistattraktioner, er, at vi har nogle vikingeudgravninger.

For at komme derhen skulle vi på en bustur på knap 2 timer. Turen foregik på motorvej, men det var ikke som vi kender det i Danmark.

Deres veje ligger omgivet af bjerge til hver side og vejene er selvfølgelig ikke lige, men de snor sig i skarpe sving rundt i bjergene.

Deres afkørsler falder vildt og voldsomt og er virkelige ubehagelige at køre på.

Fartbegrænsninger overholder de heller ikke, så som det står, at de må køre 80 eller 120, kører de med samme voldsomme fart rundt i de skarpe sving rundt i landskaberne.

Vi vil dog sige, at deres motorveje til Granada er vildt flotte, da de ligger omgivet af bjerge, blomster og marker. Naturen her er meget mere rå og vild.

Vi har helt sikkert oplevet en masse kulturelle forskelle på Danmark og Malaga/Granada i dag, som både var skræmmende og sjove at opleve.

HHX - Studieophold i Spanien 2016

Søndag – día 8

I dag har vi en fridag og vi skal underholde os selv.

Desværre har butikkerne i Malaga lukket undtaget restauranterne og souvenirbutikker.

Sammen tog vi ned til stranden, hvor vi solede os og badede i havet. Da klokken havde passeret 15-16 synes vi, at vi havde badet nok og vi gik hjem for at gå i bad og skifte tøj.

Senere mødtes vi i centrum af Malaga, hvor vi var inde og se et gammelt slot. Inde i slottet mødte vi en ældre mand, som malede portrætter af byen Malaga til sølle 5 euro.

Han fortalte at pengene gik til hans tapas. Efter en længere snak med ham, på både spansk, engelsk og få danske udtryk var vi alle fristede til at købe et af hans malerier.

Vi valgte et maleri af nogle typiske spanske huse med katedralen i baggrunden. Maleriet minder os utrolig meget om de oplevelser vi selv har fået, mens vi har været her i Malaga. Vi endte også med at tage selfier sammen med ham.

Han var nok den sødeste og mest livsglade person vi nogensinde har mødt. Vi følte os utroligt godt tilpas i hans selskab. Vi tror også at han nød vores selskab, og vi var alle superimponerede over hans meget veludførte motiver og hans hurtige maletempo.

Men det var ikke kun en maler vi mødte. Vi mødte også et brudepar, der var ved at få taget brudebilleder.

Udover brudeparret så vi 2 modeller. Den ene var iført en traditionel flamingokjole og den var super flot og farverig.

Den anden model var iført en moderne simpel smuk og lang kjole. Modellerne virkede ikke berørte af os, selv om vi gik og snakkede imens deres fotoshot foregik.

Efter vores slotsbesøget var slut, shoppede vi i souvenirbutikker og vi fik købt gaver til os selv og vores familie.

Vi ledte efter en restaurant, hvor vi kunne spise paella, en af Spaniens nationalretter. Vi valgte en lidt dyr restaurant, men tjeneren lovede at de havde den bedste kok i køkkenet og at han lavede byens bedste paella.

Læs rejsebeskrivelsen fra den anden uge her.

Læs rejsebeskrivelsen fra den tredje uge her.