ET KREATIVT JOB MED LAV ARBEJDSLØSHED

ET KREATIVT JOB MED LAV ARBEJDSLØSHED

Med en ledighed på kun 2 % på Fyn er der rigtig gode chancer for at finde arbejde som teknisk designer. Læs her om to af vores elever, som er hos Svendborg Brakes.

***NYE HOLD I JANUAR***

TEKNISK DESIGNER – INGENIØRENS HØJRE HÅND

Svendborg Brakes er en globalt orienteret virksomhed med fokus på intelligente bremseløsninger og relaterede produkter.

Niels Christensen, som er Senior Technical Manager, fortæller, at de tekniske designere hos dem spiller en vigtig rolle.
 
– De indgår i et godt samarbejde med vores ingeniører, som designer og udvikler opgaven, hvor de tekniske designere så løser en del af arbejdsopgaverne efterfølgende, fortæller Niels Christensen.
 
Arbejdsopgaverne som de tekniske designere løser hos Svendborg Brakes er mange.

Der skal indhentes dokumentation, opdateres styklister og brugermanualer, laves skitseoplæg og tegninger og arbejdes med varenumre. Og der er  nok at se til.

Svendborg Brakes opererer med ca. 40.000 varenumre og har næsten lige så mange tegninger, ca. 30.000.

Arbejdet med de mange varenumre og tegninger giver til gengæld en stor produktviden og et godt indblik i virksomheden.

MANGE LÆRLINGE FRA SVENDBORG ERHVERVSSKOLE

Camilla Jægerholt og Christian Stevenson er begge i lære hos Svendborg Brakes og er to af de fire elever fra Svendborg Erhvervsskole, som Svendborg Brakes har i lære som teknisk designer.

Camilla Jægerholt er i lære hos Svendborg Brakes.

Camilla Jægerholt er i lære hos Svendborg Brakes.

Camilla er kontoruddannet og kan godt lide, at det er et kreativt job og en uddannelse med mange fremtidsmuligheder.

– Der er mangel på ingeniører og jeg ser det som en god mulighed for at kunne varetage noget af det arbejde, de også bliver uddannet til at udføre.

Christian har ingen anden uddannelse, men kunne godt lide at tegne med blyant, hvilket har vist sig at være en fordel i arbejdet med tegningerne.

Det var også en fordel for ham, at uddannelsen ikke var så lang, samtidig med, at han også kan få lov til at arbejde kreativt.

MANGEL PÅ TEKNISKE DESIGNERE

Der er mangel på tekniske designere og løsningen er ganske enkel: Der skal uddannes flere.

På det område føler Niels Christensen et ansvar for at tage elever ind.

– Hvis vi ikke selv uddanner tekniske designere, så skal vi heller ikke brokke os over, at vi ikke kan få folk, siger han.

GODE ERFARINGER

Niels Christensen har gode erfaringer med de tekniske designere fra Svendborg Erhvervsskole.

– Udover at klare de arbejdsopgaver, de skal, er de tekniske designere ofte fra lokalområdet og har en tendens til at være mindre mobile end ingeniørerne, hvilket er positivt.

– Det er en overvejelse vi gør i forhold til for eksempel at tiltrække en ekstra ingeniør.

– Selvfølgelig kigger vi også på om det er opgaver, der kan gives til de tekniske designere, siger Niels Christensen.

GODE FREMTIDSMULIGHEDER

Udover de gode jobmuligheder med en uddannelse som teknisk designer er der også god mulighed for at videreuddanne sig.

Du kan bruge uddannelsen som springbræt til ingeniør, arkitekt eller konstruktør.

Hvis du vælger ingeniør-vejen kræver det Adgangskursus og så er der den fordel, at du får håndværket fra arbejdet som teknisk designer med over i en videregående uddannelse og det er bestemt ikke et minus.

Du får også arbejdskendskab til de samme CAD-programmer, som ingeniørerne arbejder med, når du tager en uddannelse som teknisk designer.

FAKTA

Uddannelsen tager 3 år og 6 seks måneder. 

Hvis det er mere end et år siden du har afsluttet 9. eller 10. klasse kan du afkorte uddannelsen med 20 uger.

Læs mere om uddannelsen på Svendborg Erhvervsskole her.

Du kan læse om de to specialretninger, Industriel Produktion og Bygge- og Anlæg ved at klikke på retningerne.