Handelsgymnasiet (HHX)

Talentudvikling

På Svendborg HandelsGymnasium er det ok at have ambitioner. Vi støtter dig i at blive så dygtig som du kan, og har du lyst og mod til mere end den daglige undervisning, kan du sagtens få udfordringer. Vi lærere lægger mærke til dig, og vi skubber på overalt, hvor vi ser potentialerne.

Akademiet for Talentfulde Unge (ATU)

ATU er et landsdækkende og frivilligt tilbud for gymnasieelever, der er fagligt dygtige i de fleste fag. Al undervisning på ATU foregår udenfor skoletid, og de 2-årige forløb strækker sig fra nytår på 1. årgang til nytår på 3. årgang.

Hvert efterår udpeger lærerne 2-3 fagligt dygtige elever, som har lyst og mod til ekstra seminarer, workshops og ekskursioner til videregående uddannelser og virksomheder samt en summer camp.

Hvis du bliver en af de heldige, kan du se frem til en masse oplevelser og personlig udvikling sammen med 110 andre unge fra 39 gymnasiale uddannelser i hele Region Syddanmark.

Young Enterprise

Young Enterprise er en landsdækkende konkurrence i iværksætteri. På 2. årgang får alle elever på Svendborg HandelsGymnasium chancen for at ”lege” konsulenter overfor en virksomhed. Med teorien fra virksomhedsøkonomi og afsætning skal de i hold dykke ned i en virksomheds udfordringer og udvikle en løsning, som vil kunne forbedre resultaterne.

De dygtigste elever bliver sat sammen på et hold og deltager i DM i Erhvervscase. Ved konkurrencen i 2014 blev holdet fra Svendborg HandelsGymnasium vinder i Region Syddanmark og deltog ved DM-finalen.

Leder for en dag

Én dag om året får elever fra Svendborg HandelsGymnasium chancen for at deltage i projekt Leder for en dag. En af de tidligere deltagere, Søren Bay Andersen fra Langeland siger:

“Tænk at få en hel dag inde bag kulissen på en af de kendte virksomheder. Jeg blev inddraget i en lang hektisk dag, som har givet mig lyst til at stile efter et job i en stor virksomhed.”

Foruden en dag sammen med en leder, får de udvalgte deltagere fra hele landet mulighed for at netværke med hinanden, og i flere tilfælde åbner det døre for senere studiejobs.