Handelsgymnasiet (HHX)

En typisk dag som HHX-elev

Timerne ligger normalt mellem kl. 8.05 og 15.20.

Varieret undervisning

Du arbejder på klassen, i storrummet, på biblioteket, i kantinen eller på ekskursioner. Du arbejder i grupper eller selvstændigt med opgaver og temaer. Alt i alt en afvekslende måde at lære på, der gør, at du også fra første skoledag må tage et medansvar for din uddannelse.

Hjemmearbejde 2 timer dagligt

Det gør du bl.a. ved at deltage aktivt i timerne og selvfølgelig ved at være godt forberedt hjemmefra. Du skal være parat til allerede fra starten at bruge op til 2 timer dagligt på hjemmearbejdet. Lidt mere, hvis du har fået afleveringsopgaver for.
Derfor skal du være indstillet på, at dit eventuelle fritidsjob skal tilpasses den kendsgerning, at HHX er et fuldtidsjob.

Bordfodbold og bordtennis

I frikvartererne og efter skoletid er du mere end velkommen til at tage et spil bordfodbold eller bruge vores bordtennisbord.

Sofaerne i storrummet er også populære både til gruppearbejde og til afslapning og hygge imellem timerne.

Lærerfravær bliver typisk vikardækket

Undervejs i handelsgymnasiets 3 år vil du komme ud for, at dine timer falder ud på grund af lærerfravær (kurser, studierejser, sygdom m.m.).
Hvis din lærer skal på kursus eller deltage i andre planlagte arrangementer, vil vi sætte vikarer på, flytte eller bytte timer, så undervisningen bliver dækket ind.
I enkelte tilfælde kan det blive nødvendigt at give dig fri med hjemmearbejde eller mod at klassen får den aflyste undervisning på et senere tidspunkt.
I forbindelse med morgentimer sætter lærerne ofte en telefon- eller sms-kæde i gang, så du og dine klassekammerater ikke kommer til at sidde alene uden lærer den første lektion.